Dagsture

Der er masser af muligheder for hyggelige ture rundt i nationalparken. Det kommer ligt an på, hvor lang tid du vil bruge på cyklen…. Men her kommer nogle forslag:

 

Vorupør, (halv dag) 29 km r/t

Hyggelig tur på en anlagt grussti, lavet til cykler. Turen tager jer igennem Vangså, men ellers kun natur og ingen huse. I kan gøre holdt i Vorupør, hvor vi kan anbefale en tur i Havbadet, eller et besøg i nogle af byens hyggelige butikker. Beregn ca. halvanden time r/t.

Stenbjerg, 40 km r/t

Hvis benene er gode, kan I fortsætte fra Vorupør til Stenbjerg. Her finder I Stenbjerg Landingsplads med en samling af de karakteristiske hvide redskabshuse fra den tid, hvor der blev drevet kystfiskeri fra stranden. Her hev fiskerne bådene i land ved hjælp af et spil, og fangsten blev håndteret i husene, inden den blev solgt videre. Det bliver simpelthen ikke mere “Vesterhaw” end ved Stenbjerg. Beregn ca. 2 timer r/t.

Isbjerget, 40 km r/t

Tag mod nord og oplev Hanstholm Vildtreservats højeste punkt på 56 meter. Der er en storslået udsigt over hele den nordlige del af Thy Nationalpark. Her finder I noget af den ypperste vildmark, Danmark kan byde på. Da der er begrænsninger for offentlighedens adgang og færdsel, der det muligt at se flokke af krondyr, havørn og fiskeørn foruden traner og andre sjældne arter. Beregn ca. 2 timer r/t

Nors sø, 16 km r/t

Hvis I ønsker at kombinere en cykeltur med hygge og badning er en tur til Nors sø det oplagte valg. Turen derud foregår mest ad stier gennem skoven. Undergrunden er for en stor del kalk- og kridtaflejringer, og bortset fra et lille væld på sydsiden har Nors Sø ingen naturlige tilløb, så tilførselen af vand til søen stammer fra grundvandet og nedbøren. Det gør den til en af de reneste søer i Danmark.

Der findes picnicborde ved søen og mange tager derud og dypper sig 🙂 Beregn ca. en time r/t